søndag den 23. september 2012

Hyldebærsaft

Helt grebet af naturen efter sidste brombærjagt, begav vi os igen i går ud i det fri. Knap 1300 g. blev det til denne gang. Dem har vi skyllet, og lagt i fryseren til senere brug.
Men jeg havde stadig lyst til at lave noget lækkert, og jeg var vist også kommet til at love min mor en gang hyldebærsaft. Så i formiddags hoppede jeg på cyklen, og bevæbnet med en saks og en stor indkøbspose, kørte jeg ud i verden på jagt efter bær.
Og jeg skal love for at jeg fandt bær! Min mor havde godt nok sagt at der var masser i nærheden af deres lejlighed, men jeg havde ikke lige regnet med at komme hjem med næsten 2800 gram. Og det var endda efter de var blevet ribbet!
Her er lidt billeder fra dagen:

En kæmpe pose bær...

... Som alle skulle ribbes

Jeg havde heldigvis set et tip på nettet om at bruge en gaffel, så det gik faktisk ret hurtigt. Anders var også så sød at give en hånd med :)

Så skulle bærerne koges sammen med nogle æblebåde

To flasker saft blev det til. Den bliver god at have, både til kolde og varme forfriskninger her i efteråret

Jeg blev inspireret af opskrifter fra forskellige sider, men endte ud med min egen variation:

2 kg. ribbede, skyllede hyldebær
2 æbler i både
800 ml. vand
ca. 700 g. sukker
½ spsk. citronsyre
Lidt atamon

De ribbede, skyllede bær koges sammen med vandet og æblebådene. Når bærerne er bristet slukkes for varmen, og det hele hældes gennem en si med et stykke stof i. (Jeg brugte bare et viskestykke). Når bærerne har dryppet af et par timer, vrides det sidste gennem stoffet så man får al saften med.

Den siede saft varmes op igen, og sukkeret røres i lidt ad gangen. Smag undervejs, det er tit forskelligt hvor meget sukker man bedst kan lide i sin saft.
Jeg syntes at saften var lidt for vammel-sød, så jeg kom en lille smule citronsyre i. Det blev den rigtig lækkert frisk af.
Jeg kom også en smule atamon i saften, for at forlænge holdbarheden. Til sidst skummes saften af, og hældes på rene, atamonskyllede flasker.

Saften er blevet virkelig god, og jeg har på fornemmelsen at det bliver en årlig tradition. :)

- Mia

mandag den 17. september 2012

Marmeladejagt

I går skulle Anders og jeg ned og handle. Da ingen af os havde været ude hele weekenden, blev vi enige om at spadsere ned til den lokale Rema1000, hvor man kan gå noget af vejen på en hyggelig sti. På vej derned, så vi en familie som var ude at samle bær, og straks blev Anders helt inspireret, og gik i gang med at spejde efter bær. Han syntes bestemt at vi skulle have en lille pose med fra Rema, så vi kunne samle på vej hjem!
Indrømmet, jeg gad ikke. Jeg var træt og præ-sløj, og ville egentligt gerne bare hurtigt hjem, og ikke gå og søge efter de 5 bær jeg troede der kunne være tilbage. Men jeg tog fejl!
Hele vejen langs stien var masser af uplukkede, modne brombær, og vi fik hurtigt fyldt en hel pose.






639 gram blev det til

 "Tror du der er nok til at lave marmelade?", spurgte Anders. Ja da!


Sukker, Melatin og Atamon er det eneste der skal til for at trylle bær om til marmelade

Her står bærerne og bobler lidt. Jeg fulgte bare fremgangsmåden på Melatinen

To glas marmelade blev det til

Da Anders kom hjem fra skole i dag skulle sagerne prøvesmages, så jeg diskede op med en bolle med hjemmelavet brombærmarmelade og en kop varm te. Og jeg må sige, at det blev virkelig vellykket!

Anders blev helt grebet af glæden ved noget hjemmesamlet og -lavet, så han er startet på et bærkort, der markerer hvor man kan finde bær i vores nærområde. Jeg må hellere minde ham om også at indtegne hyldebusken, som er utrolig gavmild med både blomster og bær :)

God aften derude!

- Mia

lørdag den 15. september 2012

Nye forlygter

I august skulle mini'en synes. Det trak lidt ud. Førhen kunne man sagtens vente 4-6 måneder, men der er kommet nye boller på syns-suppen. Så jeg måtte få klargjort bilen. Det skete med en mindre forsinkelse på 3 uger.
Jeg lappede små rusthuller i undervognen, samt gav den en ny, grundig undervognsbehandling, bremsejusteringer, udskiftning af et par kabler og en lille motor-gennemgang. 
Forlygterne var ved at få lidt rustskader indvendigt, så de skulle skiftes. Der sad nogle flade Bosch-lygteparaboler på den før, men min kære fader har skaffet mig et sæt Valeo paraboler.

En af de nye, runde Valeo-paraboler  

Her er den gamle, flade Bosch lampe.

 Fin, ny lygte, direkte fra kassen.

 Her ses de to lygter ved siden af hinanden. 

 Valeo'en er, ligesom de originale Lucas paraboler, runde i glasset. Jeg synes de er super fede, men det er næppe ret mange der vil opdage forskellen. :)
Under alle omstændigheder har det i hvert fald hjulpet bilen til endnu 2 år på de danske veje. 

// Anders